Anmeldelser

Louise Hoppe Rasmussen, Biblioteksformidler, Aarhus Bibliotekerne:

Anmeldelse af foredraget “Togrejser for begyndere” 

En forrygende aften og en super god oplevelse! Nanna tager publikum med ud på en spændende (tog)rejse i sit nye foredrag, hvor hun med personlige beretninger, egne erfaringer, tips og tricks kommer vidt omkring på de europæiske jernbaner.

Nyttig viden og smukke beskrivelser af destinationer og selve oplevelserne ved at rejse i et tog alene, eller med familien, er blot nogle af de ting, Nanna kommer ind på i sit interessante og meget tidssvarende ´klimavenlige´ foredrag.

Kan varmt anbefale Nanna, hun er en indlevende og dygtig formidler.

Malene Krogh, ansvarlig for klimauge i Lejre Kommune:

Anmeldelse af foredraget “Lev for det halve” 

Jeg kan virkelig anbefale Nannas foredrag til andre. Det er velformuleret, gennemarbejdet, nede på jorden og meget inspirerende. Hun tager udgangspunkt i sit eget familieliv, men på en måde, så det er særdeles relevant for os andre. Der var god tid til spørgsmål undervejs og de blev besvaret med nærvær og nysgerrighed.”

Sara Lund Jensen, Konsulent/antropolog, Odense Kommune:

Vi havde i Odense fokus på at gøre FN’s verdensmål overkommelige for småbørnsfamilier, og det lykkedes i høj grad med Nannas oplæg. Alle deltagerne blev meget inspirerede via konkrete eksempler og en åbenhed for familiernes forskellighed. Der var både tid til refleksion, uddybende spørgsmål og dialog, hvilket er vigtigt for dette emne, da det er nye vaner, der skal bygges op. Nysgerrigheden blev helt sikkert vagt ved deltagerne. Alle fik flere konkrete ting med, som de kunne gå direkte hjem og gøre for at skabe en mere bæredygtig hverdag.”
*
Merete Trap, bibliotekar, Frederikshavn Bibliotek:

“Vi vil gerne sige tak for et fremragende og meget inspirerende onlineforedrag med et stort og aktivt deltagerantal. Nanna formidlede det så fint, og man kunne ikke andet end få lyst til selv at lave en livsstilsændring. Stor ros herfra.”

Emil Aalykke, bibliotekar/formidler, Vejle Bibliotekerne:

“Vi havde Nanna forbi til et super arrangement om hendes bøger. Hun fortalte levende og inspirerende om sine egne erfaringer med at leve dels mere bæredygtigt, men også at finde ud af hvad der egentlig giver kvalitet i livet. De over 100 tilskuere fik også mulighed for at snakke indbyrdes og komme med deres gode tips og erfaringer, noget der blev gået til med stor flittighed. Folk var meget glade bagefter. Alt i alt et fremragende arrangement, som jeg kun kan anbefale til andre!”

*

Lisbeth Larsen, bibliotekar, Syddjurs Bibliotek:

Nanna leverede et meget relevant og inspirerende foredrag på en personlig og dejlig ikke-formanende måde. Publikum fik stof til eftertanke og samtidig meget konkrete idéer til, hvordan man selv kan skrue ned for forbruget og op for livskvaliteten.”

*

Tine Klausen, sognepræst i Ormslev Sogn:

Nanna Hyldgaard Hansen kom friskt cyklende til Stavtrup Sognegård og holdt et veloplagt og højaktuelt foredrag om bæredygtighed og en klimavenlig hverdag.
Foredraget hed På kanten af bæredygtighed og er en del af foredragsrækken På kanten af… arrangeret af Kirkekløver – sammen på tværs.
Nanna balancerer fornemt mellem tal, fakta og egne erfaringer, og leverede sine pointer med lune og stort nærvær, og gav os alle noget at tænke over i forhold til de vaner og valg, vi har truffet i vores liv.

*

Karen Thomsen, bibliotekar, Ry Bibliotek:

”Nanna er en virkelig god formidler, og hendes foredrag er inspirerende!Hun fortæller levende om en lang række pragmatiske og lavpraktiske tiltag, som hendes familie har gjort for at skabe økonomisk luft til et liv med det, som i virkeligheden betyder noget. Livet med børnene, hvile og et godt helbred. D.v.s. et liv uden stress i de få og vigtige år, mens børnene er små.

Nanna udstråler en ægte glæde, når hun fortæller om den nye og meget mere enkle tilværelse, som overraskende nok ikke blev fyldt med afsavn men derimod med kreativitet og frihed.

Foredraget henvender sig til både børnefamilier og alle andre. Ved foredraget her i Ry var en blandet skare af unge og ældre, kvinder og mænd mødt op og alle viste stor interesse for det, som Nanna fortalte.

Nanna trækker linjerne fra det at reparere sin sofa i stedet for at køre den på lossepladsen til de større sammenhænge og til FN´s verdensmål. Foredraget er i den grad relevant i lyset af både niveauet af stress i vores samfund og klima – og miljøudfordringerne.

Nannas bud på en enklere tilværelse med luft i økonomien er lige til at gå til. Hendes inspirerende formidling af stoffet er fuldstændig uden dogmatisme eller løftede pegefingre. Hun peger bare i en anden retning og på nogle andre værdier: økonomisk frihed, tid, fokus, fællesskab, nærvær, kreativitet og bevidste valg og fravalg.”

Find et foredrag nær dig på www.levfordethalve.dk/foredrag

Hvis du gerne vil booke et foredrag, kan jeg kontaktes på kontakt@nannahyldgaard.dk

Proudly powered by WordPress | Theme: Baskerville 2 by Anders Noren.

Up ↑